20-03-2008, 12:23
|
#41 |
|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 17, “Natterejsen” vers 2-111
Muhammad var i særlig grad stolt af sura 17, der kaldes både ”The Night Journey” og ”The Tribe of Israel.” Om sura 17, 18 og 19 sagde han: ”De er blandt de første og smukkeste suraer, og de er min skat.’” Og i følge hans favoritkone, Aisha, ”havde han for vane at recitere Bani Isra’il [sura 17] og Az-Zumar [sura 39] hver aften.” Efter den kryptiske hentydning til ‘The Night Journey’ i vers 1 fortsætter den i vers 2-8 med en advarsel til jøderne. Allah havde tidligere advaret dem om, at de to gange ”ville skabe fortræd på jorden og blive berusede af hovmodig arrogance” (vers 4). Ibn Kathir uddyber: ”Allah fortæller os, at Han i Skriftet gav en erklæring til Israels Børn, hvilket betyder, at Han allerede i den Bog, Han havde åbenbaret for dem, havde fortalt dem, at de to gange ville forårsage fortræd på jorden og ville blive tyranner og ekstremt arrogante, hvilket betyder, at de ville blive skamløse undertrykkere af mennesker.” Forbrydelsen ”fortræd på jorden”, ’ fasaad fi al-ardh, straffes i henhold til 5:33 med korsfæstelse eller amputation af hænder og fødder på modsatte sider. Hvem var de Allahs tjenere “tilbøjelige til skrækkelig krigsførelse”, der trængte ind i jødernes hjem? Ibn Kathir stoler ikke på beretningerne fra de jødiske kilder, herunder tilsyneladende de jødiske Skrifter: “nogle af dem er fabrikerede, brygget sammen af deres kættere, og andre kan være sande, men vi har ikke brug for dem takket være Allah. Det, Allah har fortalt os i Sin Bog (Koranen) er tilstrækkeligt, og vi har ikke brug for det, der står i andre bøger, der kom før. Hverken Allah eller Hans Budbringer forlanger, at vi skal henvise til dem. ”Ydmygelse og undertrykkelse var en passende straf” for jøderne pga deres ulydighed over for Allah. Derpå gentager vers 9-21 advarsler om en kommende dom. Ingen kan bære en andens byrde (vers 15) – selv om 29:13 siger, at de vantro skal ”bære deres egne byrder og byrder sammen med deres egne.” Allah sender altid budbringere til et ulydigt folk, før han udsletter det (vers 16) og advarer muslimer om, at de, der længes efter forgængelige ting i dette liv, vil få dem, men vil blive straffet i helvede (vers 18). Vers 22-39 formulerer et moralkodeks, den “visdom, hvormed Herren har inspireret dig” – dvs Muhammad (vers 39). Muslimer bør: 1. Kun tilbede Allah (vers 22); 2. Være gode ved deres forældre (vers 23); 3. Sørge for deres slægtninge, de trængende og rejsende, og ikke være ødsle (vers 26); 4. Ikke dræbe deres børn af frygt for fattigdom (vers 31); 5. Ikke begå hor (vers 32); 6. Ikke “tage liv – som Allah har gjort helligt – undtagen af en retfærdig årsag,” og give erstatning for uretmæssig død (vers 33 – se diskussion her af 2:178) 7. Ikke bemægtige sig forældreløses værdier (vers 34); 8. “Give fuld udmåling, når I udmåler, og afveje med en retfærdig vægt” (vers 35); 9. “Ikke forfølge det, I ikke har viden om” (vers 36); 10. Ikke “gå på jorden med respektløshed” (vers 37). Vers 40-71 revser endnu engang de vantro for deres perversitet. De vantro “fremsætter en fuldkommen rædselsfuld ytring”, når de hævder, at Allah har døtre, mens de har sønner (vers 40). Koranen åbenbarer sandheden, men det får dem bare til at stritte endnu mere imod (vers 41). Alle skabninger åbenbarer Allahs pragt (vers 44). Allah forhindrer de vantro i at forstå Koranen (vers 46), og de anklager Muhammad for at være “forhekset” (vers 47). De benægter, at Allah kan bringe de døde til live (vers 49-52, 98-99), dog har deres afguder ingen magt (vers 56, 67). Alle befolkninger vil blive fuldkommen udslettet eller i det mindste straffet (vers 58), men Allah sender ikke noget mirakel for at bekræfte Muhammad budskab, fordi andre afviste mirakler i fortiden (vers 59). Satans afvisning af at bøje sig for Adam bliver fortalt igen i vers 61-65 – se diskussion af 7:11-25 De vantro bør være opmærksomme på, at Allah nedbringer en naturkatastrofe over dem (vers 68-69). De vantro forsøgte endog at friste Muhammad bort fra sandheden (vers 72-77). Der er forskellige beretninger om, hvilken form denne fristelse antog. ‘Ruhul Ma’ani’ siger, at de hedenske Quraysh bad Muhammad om at udskifte de vers, hvor Allah bekendtgjorde straf, med vers om hans barmhjertighed og vice versa – hvilket ville give klart overtal af barmhjertige vers. Men Allah forhindrede Muhammad i at blive forført således. Vers 78-100 gentager mange af de samme temaer og vender i de fleste tilfælde tilbage til Koranens egne vidundere. Koranen er “en helbredelse og en barmhjertighed for dem, der tror,” mens “den for de uretfærdige ikke skaber andet end tab efter tab” (vers 82). Om så “hele menneskeheden og alle jinns” arbejdede sammen, så kunne de ikke frembringe dens lige (vers 88). Ikke desto mindre er mennesker alligevel utaknemmelige og forlanger et mirakel, hvilket de ikke vil få (vers 90-96). Ingen kan vejlede en, som Allah lader strejfe (vers 97). Vers 101-111 begynder med at vende tilbage til historien om Moses og Farao og minder om, at Allah gav Moses “ni klare tegn”, men Farao forblev stædig og afviste Moses’ påstande i et sprog, der mindede om Quraysh’ afvisning af Muhammad i vers 47 (vers 101). Allah giver Israels børn landet (vers 104) – dvs Jordan og Palæstina i henhold til Tanwîr al-Miqbâs min Tafsîr Ibn ‘Abbâs. Mange prominente “moderate” muslimer har gjort meget ud af dette og fortalt jødiske grupper, at Koranen garanterer jøderne landet Israel uden at nå frem til også at fortælle dem, at Koranen ligeledes siger, at jøder er forbandede, fordi de afviser Muhammad (2:89, og at muslimerne er Abrahams sande børn (3:67-68) og således de sande arvinger til dette løfte. Suraen slutter med mere lovprisning af Koranen, der har bragt sandheden, så at de fromme modtager den med taknemmelig ydmyghed (vers 105-109). Derefter kommer Allahs instruktion til Muhammad om at sige: “Påkald Allah, eller kald på Rahman [den Medfølende]: et hvilken som helst navn, du kalder Ham ved, for til Ham hører de Smukkeste Navne” (vers 110). Tilsyneladende troede mekkanerne, at Al-Rahman - de midterste ord i påkaldelsen Bismillah Al-Rahman Al-Rahim, ”I Allahs navn, den medfølende, den barmhjertige,” var en guddom forskellig fra Allah, og Muhammad må fortælle dem, at det bare er to forskellige navne for det samme væsen. I henhold til Ibn Kathir hørte en af afgudsdyrkerne Profeten sige, da han lå på knæ: ‘Åh, Nådigste, Barmhjertigste.’ Afgudsdyrkeren sagde: ‘Han påstår, han beder til En, men han beder til to!’ Så åbenbarede Allah denne ayah.” Adskillige historikere har bemærket, at Al-Rahman var navnet på en hedensk gud i det førislamiske Arabien og ligeledes blev brugt jævnligt af jøder og kristne – og leder tanken hen på, at Muhammad forsøgte at sammenfatte adskillige opfattelser af det guddommelige med henblik på at forene Arabiens folkeslag under islam. Der er oven i købet en antydning af det i Koranen, da de vantro udbryder: ”Har han gjort alle guderne til én Allah? Det er i sandhed en vidunderlig ting!” (38:5). |
|
|
|
24-03-2008, 15:59
|
#42 |
|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 18, “Hulen” vers 1-59
Sura 18, “The Cave”, endnu en Mekka-sura, indtager en særstilling i muslimsk fromhed. Muhammad sagde, at den, der memorerede de første ti vers af dette kapitel (eller i nogle versioner de sidste ti) ville ”være sikret mod ’Dajjal’” – den islamiske udgave af anti-Krist. En anden hadith lader ham sige, at hvis en muslim reciterer sura 18 om fredagen, ”vil den illuminere ham med lys fra en fredag til den næste.” En anden version siger, at én, der gør dette, vil være “immun i 8 dage over for al ‘fitna’ [kaos, oprørskhed], der kunne ske.” Den indeholder ligeledes, som vi skal se, en del nøglemateriale i islamisk folklore og sufi-mysticisme. I henhold til Ibn Ishaq blev dette kapitel åbenbaret, efter at de hedenske Quraysh havde sendt en udsending til de jødiske rabbinere i Medina for at spørge dem om Muhammads påstand om at være profet. Rabbinerne svarede: “Spørg ham om tre ting efter vores anvisning, og hvis han svarer på dem, så er han en profet, der er blevet sendt (af Allah); hvis han ikke gør, så lyver han, og så kan I gøre med ham, hvad I vil. Spørg ham om nogle unge mænd i fortiden, hvad var deres historie. For det er et mærkeligt og vidunderligt eventyr.” Den historie er i vers 9-26. Rabbinerne fortsatte: “Spørg ham om en mand, der rejste en hel del og nåede til jordens øst og vest. Hvad var hans historie?” Den historie er i vers 83-98. “Og spørg ham om ‘Ruh’ (sjæl eller ånd) – hvad er det? Hvis han fortæller jer om disse ting, så er han profet, og så skal I følge ham, men hvis han ikke fortæller jer noget, så er han en person, der opfinder ting, og så kan I gøre med ham, hvad I finder passende.” Så i dette lys tjener denne sura som en godkendelse af Muhammads påstand om at være profet. Vers 1-8 tjener som en introduktion, der lovpriser Koranen, i hvilken ”korruption” ikke findes (vers 1). Maulana Bulandshahri kommenterer: “Dette betyder, at der hverken er uretfærdigheder eller forkludrede ord i Koranen. Det skorter heller ikke på veltalenhed i den, og der finds ingen uoverensstemmelser.” Allah har gjort den tydelig for at advare de vantro om sin forestående forfærdelige straf (vers 2), så vel som for at advare dem, der siger, at Allah har avlet en Søn (vers 4) – dvs de kristne såvel som jøderne, der i henhold til 9:30 hævdede, at Ezra var Guds søn. Allah trøster Muhammad over hans sorg over de vantros stædighed (vers 6) og minder ham om, at dette livs attraktioner kun er en prøvelse (vers 7). Derefter fortæller vers 9-26 historien om “Hulens følgesvende og om Inskriptionen” (Al-Kahf og Ar-Raqim, vers 9). Al-Kahf er hulen, hvor de unge mænd sov i 300 eller 309 år (vers 25, hvor forskellen skyldes uoverensstemmelsen mellem sol- og månekalendrene) mirakuløst beskyttet af Allah. Der er ikke enighed om betydningen af Al-Raqim; nogle siger, at det henviser til en nærliggende dal eller bjerg, mens Anas og Sha’bi hævder, at det var navnet på deres hund, der var med dem, og som er omtalt i vers 18 og 22. Sa’id bin Jubayr sagde, at det var en stentavle, på hvilken de skrev historien om Hulens folk, hvorefter de placerede den ved Hulens indgang – deraf ”Inskriptionen.” Disse folk var, i henhold til Ibn Kathir, ”drenge eller unge mænd”, der var ”mere modtagelige for sandheden og mere vejledte end de ældre, der stædigt fastholdt deres vaner og klyngede sig til falskhedens religion.” De erkender Allahs ’enhed’ og forkaster deres folks afguder; Allah beskytter dem mod afgudsdyrkerne ved at give dem ly i hulen (vers 14-16). Skønt de unge mænd forblev i hulen i tre århundreder, så svarede de, da de blev spurgt om, hvor længe de havde været der: “Vi har været der (måske) en dag eller en del af en dag” (vers 19). Allah “vendte dem om på højre og venstre side” (vers 18) – sandsynligvis for at beskytte deres kroppe mod forfald, mens de sov, thi – siger Ibn Abbas, ”Hvis de ikke vendte sig, ville jorden have opslugt dem.” Deres hund “strakte imidlertid sine to forben på tærsklen” (vers 18) – med andre ord, den var ikke helt inde i hulen, hvilket ville have forhindret engle i at komme derind. “Han sad uden for indgangen”, forklarer Ibn Kathir, ”fordi englene går ikke ind i et hus, hvor der er en hund, som det blev berettet i As-Sahih, og ej heller kommer de ikke ind i et hus, hvor der findes et billede, en person i en tilstand af rituel urenhed eller en vantro, som det blev berettet i Hasan-hadith’en.” Bukhari beskriver traditionen, hvor Muhammad siger: “Engle kommer ikke ind i et hus, hvor der er en hund eller et billede af et levende væsen.” Ikke desto mindre, fortsætter Ibn Kathir: “Den velsignelse, de nød, omfattede deres hund, så den søvnighed, der overmandede dem, overmandede også ham. Det er gevinsten ved at følge gode mennesker, og derfor opnåede denne hund berømmelse og status. Det blev sagt, at han var en af folkenes jagthund, hvilket er det mest passende synspunkt, eller at han tilhørte kongens kok, der delte hans religiøse synspunkter og medbragte sin hund.” Dette er en tilpasning af den kristne historie om Syvsoverne fra Efesos (selv om Koranen er mindre sikker på deres antal – se vers 22), der æres som helgener i byzantinsk kristendom. De var unge mænd, der søgte tilflugt fra hedningene i en hule i det førkristne romerske imperium, mirakuløst blev beskyttet og vågnede op, efter af imperiet var blevet kristnet. (Ibn Kathir tror imidlertid, at historien er førkristen, eftersom de jødiske rabbinere kender til den og stiller spørgsmål om den til Muhammad som én af deres tests af hans profetskab.) I vers 27-44 kommer der, efter en kort besværgelse om Paradisets haver (vers 27-31), en langstrakt lignelse om en mand, der værdsatte denne verdens indhold mere end lydighed over for Allah. Budskabet er det samme som i Lukas 12:15-21: ” Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet?” Derefter gentager vers 45-49 advarsler om den forestående Dommedag (vers 49). Satans afvisning af at falde på knæ for Adam gentages endnu engang, og Allah advarer mennesker om ikke at følge Satan i hans ulydighed (vers 50). Her identificers Satan som en af ‘jinnerne’ i modsætning til andre steder, hvor han identificeres som en engel – se diskussionen af 7:11-25. De, som de vantro har tilskrevet som partnere til Allah, vil være til ingen nytte på Dagen (vers 52). Allah har sendt budbringere, men de vantro håner dem (vers 56). De vil blive udslettet (vers 59). |
|
|
|
|
16-04-2008, 04:05
|
#43 |
|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 18, “Hulen” vers 60-82
Sura 18’s vigtighed i muslimsk fromhed – beskrevet i forrige indlæg – bekræftes i adskillige hadith. I én af dem reciterede en mand suraen, da ”en sky sænkede sig og spredte sig over manden, og den kom tættere og tættere på ham, indtil hans hest begyndte at springe (som om den var bange for noget). Da det blev morgen, gik manden til Profeten og fortalte ham om oplevelsen. Profeten sagde: “Det var As-Sakina (stilhed), der nedsænkede sig på grund af (recitationen af) Koranen.’” As-Sakina er en tillempning af det hebræiske ‘Shekinah’, der i jødisk tradition henviser til Guds tilstedeværelse i verden, og skyen er en påmindelse om den sky, der følger Guds tilstedeværelse i bibelske passager såsom 2. Mosebog 40:35. I lighed med andre bibelske koncepter, der er blevet indkorporeret i islam – især Jesus som ”Guds ord” – så har det ikke nogen særligt stærk konnotation i islamisk tankegang. Vers 60-82 i sura 18 indeholder én af de mærkeligste, mest fængslende historier i hele Koranen: Den om Moses’ og Khidrs rejse, én af alle tiders rejsehistorier. Moses, der rejser med sin tjener, glemmer den fisk, de havde medtaget som deres mad (vers 60-64). Da de vender tilbage for at hente den, møder de ”én af Vores tjenere, til hvem Vi havde skænket Barmhjertighed fra Os selv, og hvem Vi havde indpodet viden fra Vores egen Tilstedeværelse,” (vers 65). I islamisk tradition er denne mand identificeret som Al-Khadir eller Al-Khidr eller alimindeligvis Khidr, ”Den Grønne Mand”. Nogle identificerer ham som én af profeterne, andre som en ’wali’, en muslimsk helgen. Abu Hayyan Al-Gharnati, Koran-kommentator i det 14. årh., peger på vers 82, i hvilket Khidr siger, at han ikke handlede ”på egen hånd” med hensyn til at hævde, at han var profet – thi hvis han var iscenesat af nogen anden, hvem kunne da have iscenesat en mand så hellig, så at han kunne instruere en profet som Moses hvis ikke Allah selv? Imidlertid anførte en anden islamisk lærd fra det 14. årh., Ibn Taymiyya, at ”et flertal i ulema [islamiske lærde] mener, at han ikke var profet.” Under alle omstændigheder så spørger Moses i begyndelsen af deres møde Khidr: “Må jeg følge dig,” så at “du kan lære mig noget om den (Højere) Sandhed, som du har lært?” Khidr er skeptisk (vers 67-68), men indvilger under forudsætning af, at Moses ikke stiller ham nogen spørgsmål (vers 70). Moses indvilger i dette. Khidr og Moses går derefter om bord i en båd, som Khidr omgående sænker – hvor på Moses for første gang bryder sit løfte og skælder ud på Khidr (vers 71); Khidr minder ham om hans løfte (vers 72-73). Kort efter myrder Khidr en ung mand i noget, der ligner en tilfældig handling, og Moses kritiserer ham igen (vers 74), med efterfølgende identisk ordveksling om løftet (vers 75-76). Endelig genopbygger Khidr en mur, der er væltet i en by, der havde nægtet de to gæstfrihed, og Moses skælder ham endnu engang ud (vers 77), thi han kunne have fået løn for sin handling, hvilket de to kunne have anvendt til at købe mad og husly. Til sidst fortæller Khidr Moses, at deres rejse er slut og forklarer sine underlige handlinger. (Muhammad kommenterede: ”Vi ønskede, at Moses kunne have forholdt sig tålmodig, hvorved Allah kunne have fortalt os mere om deres historie.”) Khidr ødelagde skibet, fordi en konge griber “enhver båd med magt,”, men ikke nogen, der er uanvendelige (vers 79) – sandsynligvis kunne bådens fattige ejere reparere den, når først kongen var draget videre. Khidr dræbte den unge mand, fordi han ville forvolde sine fromme forældre sorg med sit “oprør og utaknemmelighed” (vers 80), og Allah vil skænke dem en bedre søn (vers 81). Og hvad angår muren, så var der en nedgravet skat under den, der tilhørte drenge, der var for unge til på dette tidspunkt at arve den – så reparationen gav dem tid til at blive voksne, mens den beskyttede skatten mod tyveri (vers 82). Maududi formulerer meningen med alt dette: “Man bør have fuld tillid til visdommen bag det, der sker i Den Guddommelige Fabrik i overensstemmelse med Allahs vilje. Eftersom virkeligheden er skjult for dig, er du ude af stand til at forstå visdommen i det, der sker, og undertiden, hvis det virker som om, tingene går dig imod, vil du råbe op: ’Hvordan og hvorfor er dette sket?’ Faktum er, at hvis gardinet blev fjernet fra det ‘usete’, så ville I selv kunne fatte, at det, der sker her, er for det bedste. Selv om det sommetider ser ud, som om noget går dig imod, så vil du se, at det til sidst også skaber nogle gode resultater for dig.’” Koran-oversætteren Abdullah Yusuf Ali giver disse fire lærestykker fra historien, herunder ideen om, at ”selv om hele nutidens vidensmængde, videnskaberne og kunstarterne og litteraturen (hvis det teoretisk kunne samles i ét enkelt individ) så inkluderer det ikke al viden. Guddommelig viden, hvad angår mennesket, er ubegrænset,” og “Der er paradokser i livet: tilsyneladende tab er måske i virkeligheden gevinst; tilsyneladende grusomhed er måske i virkeligheden barmhjertighed; at besvare ondt med godt er måske retfærdighed og ikke generøsitet (18:79-82). Allahs visdom rækker ud over al menneskelig beregning.” Et andet punkt dukker op i islamisk tradition: dræb ikke børn, medmindre du ved, at de vil vokse op og blive vantro. “Allahs Budbringer havde ikke for vane at dræbe børnene, så I bør ikke dræbe dem, medmindre I ved, hvad Khadir havde vidst om det barn, han dræbte, eller I kunne skelne mellem et barn, der ville vokse op og blive troende (og et barn, der ville vokse op og blive vantro), så at I dræbte den (potentielle) vantro og lod den (potentielle) troende være.” Den således udtalte formodning kan måske være en hjælp til at forklare det vedvarende fænomen æresdrab i islamiske lande og selv blandt muslimer i Vesten. I islamisk-mystisk tradition tårner Khidr sig op. Sufi-mystikeren Ibrahim Bin Adham (Abou Ben Adhem) (8. årh.) hævdede engang: “I det vildnis levede jeg i fire år. Gud gav mig mad, uden at jeg skulle gøre en indsats. Khidr den Grønne Oldgamle var min følgesvend i den periode – han lærte mig Guds Mægtige Navn.” Nogle anser Khidr for at være udødelig (Det mener Ibn Taymiyya). Tankegangen beror på mange argumenter. Bayhaqi beretter, at da Muhammad døde, hørte de forsamlede sørgende en stemme – identificeret som Khidrs – der opmuntrede dem til at stole på Allah. Ideen har også basis i Muhammads egne ord. Engang fortalte Muhammad sine tilhængere om ‘Dajjal’, anti-Kristfiguren, der spiller en stor rolle i islamisk eskatologi. ‘Dajjal’, forklarede han, ville dræbe en person og bringe ham tilbage til livet, og derefter prøve at dræbe ham igen, men ville ikke være i stand til det. ”Den person ville være Khadir.” I troen på hans udødelighed er der ikke så få muslimske (og ovenikøbet nogle ikke-muslimske) mystikere, der i århundredernes løb har berettet om møder med ham – her et humoristisk eksempel af nyere dato, hvor en mand løber ind i Khidr i ’Home Depot’. |
|
|
|
 |
| Thread Tools | Search this Thread |
| Display Modes | Rate This Thread |
|
|
Linear Mode
